Lions Club Give
Lions Club Give blev chartret den 21. februar 1976.
Det foregik på Give Rådhus ved daværende Borgmester, Anders Karlskov Jensen med deltagelse fra bl.a. Lions Danmark og Rotary Give, som hermed fik, ikke en konkurrent, men en samarbejdspartner.
I talerne blev der lagt vægt på ansvaret og pligten til at hjælpe svage og udsatte grupper både lokalt, nationalt og internationalt.
Lions Club Give fik i forbindelse med de forskellige indlæg overrakt gaver, herunder Lions Club flaget, flag 'buen', en klokke og en ægte sprællevende (og hvæsende) løveunge. Løveungen Evald fik lov til at komme i familiepleje i Løveparken i Givskud (nu Givskud Zoo - Zootopia).
Charterbrevet blev underskrevet af alle medlemmer af Lions Club Give.
Arbejdet med at etablere klubben med minimum 20 medlemmer blev startet ca. 1½ år tidligere.
Chartringen af Lions Club Give blev fejret om aftenen på Diagonalkroen med deltagelse af medlemmer med ledsagere.